Om M.M. Bachtin

Bachtins liv og værk
Michail Michailovitj Bachtin levede et langt, på en gang turbulent og tilbagetrukket liv, og mens han selv – og hans tidlige biografer – har givet ét billede af hans opvækst, uddannelse og livsforløb, har nyere forskning vist, at han omgikkes sandheden på en noget lemfældig måde. Myter og upræcise oplysninger har således indhyldet hans liv og værk i en sløret dis, men i den følgende skitse holder vi os til de sikre, bekræftede fakta.

Barn- og ungdom
Bachtin bliver født i en relativt velstående, børnerig familie i Orjol i 1895. Sin barn- og ungdom tilbringer han i de kulturelt og sprogligt spraglede byer Vilnius og Odessa, og i tiden op til den russiske revolution frekventerer han formentlig universitetet i Petrograd, specielt for at studere klassisk filologi og filosofi, men uden at være indskrevet endsige eksamineret.

Herefter helliger han sig – ved siden af småjobs som privatlærer – arbejdet i forskellige studiekredse, både af religiøst og intellektuelt tilsnit, og blandt hans nærmeste venner i denne tid bør V.N. Volosjinov, P. Medvedev og M. Kagan fremhæves. De var hver især bredt orienteret inden for sprogfilosofi og semiologi, litteratur og litteraturteori samt den tyske filosofiske tradition, ikke mindst nykantianismen, som dominerede de intellektuelle miljøer i det meste af Europa i århundredets begyndelse. Det er alt sammen områder som genfindes i Bachtins forfatterskab, og det er bl.a. derfor at det – ubegrundet, ser det nu ud til – er blevet hævdet, at Bachtin skrev og udgav bøger og artikler i sine venners navne.

Den første udgivelse
 Bachtin udgiver selv sin første bog i 1929 – Problemer i Dostojevskijs kunstneriske værk – men udgivelsen overskygges af, at han kort før bliver arresteret i en af Stalins mange udrensningsbølger og dømt for religiøs, anti-sovjetisk virksomhed. I kraft af interventioner fra venner og bekendte, Bachtins egne forsøg på at tækkes systemet ved at skrive to politisk acceptable forord til Tolstojs samlede værker (i 1929 hhv. 1930) og den nærmest invaliderende knoglemarvssygdom, som plagede ham hele livet (og medførte at hans ene ben blev amputeret fra knæet og ned i 1938), bliver han ikke sendt i en dødbringende arbejdslejr, men “kun” idømt fem års indre eksil.

Efter 5 år i eksil
Efter straffens udståelse, og efter at hans tidligere studiekredsvenner stort set alle er døde af sygdom eller skudt af regimet, begynder Bachtins mest produktive periode paradoksalt nok. På trods af sygdom, flere flytninger, frivillige som ufrivillige, og uinspirerende omgivelser, praktisk og intellektuelt, skriver han på godt og vel ti år sine vigtige tekster om romanens sprog, form og historie, bl.a. essayet “Ordet i romanen” og det ufærdige projekt Dannelsesromanen i realismens historie (bl.a. omfattende den seperat udgivne del om “Kronotopen”) med vægt på Goethe og Rabelais, og han forfatter i anden halvdel af trediverne en afhandling om Rabelais, Rabelais i realismens historie. Afhandlingen bliver indleveret til Gorkij-instituttet i 1940, men forsvares først forsvaret syv år senere, ikke mindst pga. 2. verdenskrig, hvor den efter en syv timers lang diskussion tildeles en kandidatgrad, selv om Bachtin var blevet stillet en doktorgrad i udsigt.

En rolig tid
Dette omtumlede, men produktive årti afløses fra 1945 af en rolig periode. Bachtin bliver ansat på et lærerseminarium – siden opgraderet til universitet – i Saransk, og her lever han som afholdt lærer og kollega indtil 1961, hvor han trækker sig tilbage af helbredsmæssige grunde. Man kan dog også formode, at han med sin pensionering ønskede at hellige sig det skriftlige akademiske arbejde som havde ligget relativt stille i de femten foregående år.

På dette tidspunkt har en håndfuld studerende med Sergej Botjarov og Vadim Kozjinov i spidsen nemlig opdaget hans bog om Dostojevskij fra 1929, og da de til deres store overraskelse finder ud af, at han har overlevet næsten et halvt århundredes rystende russisk historie, er de medvirkende til at genudgive Dostojevskij-bogen, kraftigt revideret og nu under titlen Problemer i Dostojevskijs poetik (1963). Dette muliggør to år senere udgivelsen af en let revideret udgave af Rabelais-bogen, 25 år efter den blev skrevet og nu under titlen François Rabelais’ værk og den folkelige kultur i middelalderen og renæssancen (1965).

Disse værker gør Bachtin berømt, først i Sovjetunionen, men snart efter i Vesten, og baner vejen for at den omfattende mængde tekster, Bachtin havde skrevet gennem sit liv, kunne begynde at blive udgivet fra begyndelsen af 1970’erne.

Perioder i det samlede værk
Det samlede værk er stadig under udgivelse, men det synes rimeligt at opdele det i fire perioder.

Den første periode
I tiden mellem 1920 og 1927 skriver Bachtin, bl.a. under indflydelse af tidens tyske nykantianisme og livsfilosofi, på et ambitiøst, filosofisk – men ufuldendt – projekt, hvis mål er at afdække den etiske dimension i menneskelig handlen såvel som i æstetik, politik og religion.

Den anden periode
Den første periodes arbejde efterfølges af bogen om Dostojevskij, der kan karakteriseres som den anden periode – eller som et overgangsværk – idet bogen forener tanker fra det tidlige forfatterskab, ikke mindst angående betydningen af forholdet mellem forfatter og helt, med det, som bliver Bachtins centrale forskningsområder: romanen, her i form af Dostojevskijs værker, og sproget i dets konkrete, dialogiske anvendelse.

Den tredje periode
Bachtin sætter i tredje periode fokus på romanen i kraft af en genremæssig, filosofisk, social, sproghistorisk samt – som det her oversatte udvalg fra Rabelais-bogen bevidner – kulturhistorisk refleksion.

Den fjerde periode
Denne tredje periode begynder som antydet omkring 1930 og slutter på sin vis ikke, men flankeres af en fjerde periode, som løber parallelt fra 1950’erne og til Bachtins død i 1975. Denne periode står i eftertænksomhedens tegn: Bachtin vender tilbage til flere af de filosofiske grundproblemer, han beskæftigede sig med i sin ungdom, men nu bearbejder han dem med et langt forskningslivs ballast.”

[Teksten om Bachtins liv og værk er hentet i “Forord” til Mikhail Bakhtin: Karneval og latterkultur, Det lille forlag, 2001. Forordet er skrevet af Jørgen Bruhn & Jan Lundquist, underrubrikker tilføjet i webudgaven]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s